Du har sikkert hørt om designtænkning og har måske som mange andre også studset lidt over ordet. Du har måske endda tænkt, at det der med design ikke virker relevant for din virksomhed og det, I er beskæftiget med. Og det forstår jeg sådan set godt.
I Danmark har vi en lang og stolt design-tradition og når vi hører ordet design, har vi det med at tænke på smukke ting - tøj, møbler, huse. Altså de mange smukke produkter designere har skabt gennem tiden. Men designmetoder handler ikke om produktet. Designmetoder handler om processen. Den proces, som i sidste ende fører frem til et produkt. Ordet design betyder at skabe eller udforme - og det er netop skaber- eller designprocessen designtænkning handler om.
En diamantformet proces
Der findes mange modeller, som beskriver designprocesser, men jeg kan særligt godt lide modellen “Double diamond” fordi den så fint illustrerer den grundbevægelse, der sker i en designproces. Først åbner du op. Du henter ny viden. Du kigger på en masse forskellige dele. Du samler en masse inputs . Det kalder man den divergente fase. Det er her diamanten åbner sig. Dernæst kommer vi til den konvergente fase i designprocessen. Nu er det tid til at kigge på alle de nye inputs og træffe beslutninger om, hvad du vil arbejde videre med. Du snævrer ind og diamanten lukker sig. Modellen består af 4 stadier eller faser, som hjælper dig med først at FINDE DET RETTE PROBLEM og derefter FINDE DEN RETTE LØSNING. Netop denne pointe rammer essensen af en designproces: At man henter ny viden og nye perspektiver, før man kaster sig ud i at finde nye løsninger.
Lad os tage et eksempel med en virksomhed, der oplever faldende omsætning i sin webshop. Det kan der være et hav af årsager til:
Det kan være produkterne ikke møder kundernes behov. ‘
Det kan være der er kommet en ny aggressiv spiller på markedet, som stjæler kunderne.
Det kan priserne er for høje
Det kan være betalingsprocessen er for besværlig
Før man kaster sig ud i at forsøge, at løse problemet med fx at købe et nyt e-commerce-system, så er det afgørende, at man forstår, hvad der rent faktisk er problemet. At man forstå kunderne og den kontekst de indgår i. Og først derefter begynder at finde løsninger.
Designprocessens faser
Den første fase i modellen er DISCOVER. Grundlæggende set er en designproces en menneskecentreret tilgang, som forudsætter, at man tilstræber at forstå de mennesker, det handler om, og hvorfor de handler, som de gør. I denne fase handler det om at indsamle så mange inputs som muligt. Det sker typisk ved forskellige undersøgelser som interviews, observationer eller research. I denne fase ønsker du at blive udfordret på dine egne forestillinger, så her handler det om at holde antennerne ud, tage de nye inputs ind og forhold dig nøgternt til dem. Du skal ikke vurdere dem.
Den næste fase hedder DEFINE. Her kigger du på alle de data, du har indsamlet i den første fase og kortlægger dem. Skaber dig et overblik. Det er også her du skal tage beslutning om, hvad det er for et problem du vil arbejde videre med.
I DEVELOP-fasen er det tid til at finde løsninger på dit problem og du har derfor brug for at genere en masse nye ideer til, hvordan du kan løse problemet. Du skal ikke vurdere eller sortere ideerne endnu. Denne fase er divergent og det er derfor vigtigt at du går til opgaven med nysgerrighed og et åbent sind. Efter idefasen kommer vi til DELIVER som er en konvergent fase, der snævrer feltet ind. Du skal nu vælge den ide, du vil arbejde videre med, så du kan få den prøvet af. Det er vigtigt, at du prøver ideen af på din målgruppe, så du kan justere ind til den sidder i skabet. Det kan du gøre med en prototype, en skitse eller ved at afprøve materiale på en lille testgruppe.
Forskellige metoder i designprocessens faser
De forskellige faser i en designproces kalder på forskellige metoder, som afhænger af situationen og jeres behov. Her kan du se en række eksempler på forskellige metoder og hvor og hvordan de kan anvendes i en designproces.